Fag og arbejdes a-kasse kendes mere udbredt som FOA. FOA har de fleste formentlig hørt om, da organisationen med fagforening og a-kasse er Danmarks tredjestørste fagforbund. FOA er tilsluttet hovedorganisationen LO. Fagforbundet har ca. 189.000 medlemmer fordelt på 41 afdelinger rundt omkring i landet. Blandt medlemmerne tæller både erhvervsaktive, elever, pensionister og efterlønsmodtagere.
Fælles for alle medlemmerne er, at de leverer services indenfor den offentlige sektor. Det betyder, at de blandt andet kan være beskæftiget med at passe børn, yde hjælp og service til ældre, pleje patienter, slukke brande og meget mere. FOA’s medlemmer er lønmodtagere. FOA’s mål og job er at sikre medlemmernes arbejdsvilkår og interesser på arbejdsmarkedet, og dette sker blandt andet ved at forhandle overenskomster, føre faglige sager og give deres medlemmer faglig rådgivning og vejledning omkring løn- og arbejdsvilkår. FOA står for at udgive deres medlemsblad, Fagbladet FOA.
FOAs historie
FOAs historie strækker sig over 100 år tilbage i tiden. Allerede i 1899 blev forløberen til FOA stiftet, og dengang hed det Københavns kommunale arbejderforbund (KKA). I 1920 skiftede det navn til Dansk kommunal Arbejderforbund (DKA). I 1992 beslutter DKA at fusionere med husligt arbejderforbund (HAF) og her bliver FOA, Forbundet af offentlige ansatte, skabt. I 2005 fusionerer FOA så endnu en gang med pædagogisk medhjælper forbund (PMF) og bliver til det FOA, vi kender i dag.
FOA’s a-kasse
FOA’s a-kasse er som sagt til for medlemmer, der er lønmodtagere i den offentlige sektor og arbejder som blandt andet brandmænd og sygehjælpere. A-kassen står naturligvis for at yde økonomisk støtte til medlemmerne, hvis en ledighed skulle opstå. A-kassen gør dog mere end blot at udbetale dagpenge. De forsøger nemlig at få deres medlemmer tilbage i job så hurtigt som muligt, og det sker blandt andet ved at tilbyde de ledige rådgivning og vejledning. FOAs a-kasse kan således være med til at finde nye jobs til ledige medlemmer samt at udfærdige gode CV’s og jobansøgninger.
Er du ledig, giver a-kassen desuden ret til seks ugers jobrettet uddannelse. Bliver man ledig, kan man altså få muligheden for at udvide sine jobrelaterede kompetencer og derved øge muligheden for at komme hurtigt i job. Uddannelsestilbuddet gælder både for faglærte og ufaglærte. A-kassen har desuden et tilbud til færdiguddannede, hvor FOA’s a-kasse kan være med til at give de netop færdiguddannede medlemmer den bedste start på deres arbejdsliv.
FOA i fremtiden
FOAs formål har altid været at være med til at sørge for fair arbejds- og lønvilkår for deres medlemmer. Det sker blandt andet ved dialog med både virksomheder og selve medlemmerne. FOAs mål er at blive ved at arbejde i deres medlemmers interesser og være med til at skabe de gode vilkår for lønmodtagere i den offentlige sektor. Håbet er at blive ved at øge medlemstallet og samtidig opretholde den gode service og kendskab til brancherne, der giver muligheden for at tilbyde god rådgivning og vejledning til hvert enkelt medlem.